”Forbundsmesterskaberne i mountainbike, under Dansk Militær Idrætsforening hos Jægerkorpsets Idrætsforening i Hvorup Øvelsesterræn ved Ålborg Kaserner – den 28. april kl 1100”

Forkortelser er med til at gøre livet lettere, for dem der kender dem. Når man bruger forkortelser, behøver ikke skrive alle bogstaverne i ordet, og når alle har den samme opfattelse af en forkortelse, sparres der faktisk mange kræfter ved at bruge den pågældende forkortelse.

Hjemme hos os, træner vi engang imellem enkelte militære forkortelser, såsom TMG, LMG, PMV og IKK. Jeg har jo en fortid i systemet, og det er derfor helt naturligt, at Charlotte ved hvad de fire ovennævnte forkortelser står for. Det gør hun og faktisk har hun så meget hang til militære forkortelser, at hun engang imellem forsøger at oversætte diverse skrivelser, jeg, som aktiv reserveofficer, modtager.

At torsdagens løb skulle vise sig at blive en forkortelse, vidste hverken Max eller jeg da vi, kl 0800, pakkede min cykel ind i hans Ford, der allerede husede Max’s Trek Top Fuel. Vi satte kursen mod Ålborg, og nåede ca 45 minutter senere rastepladsen ved Randers Syd. Det er en fantastisk plads – den indeholder alt det en rasteplads skal indeholde: p-pladser fyldt med tyggegummiklatter, toiletter der lugter fælt, og sidst men ikke mindst et cafeteria med en klassisk Merrild kaffe-automat. Vi bestilte en klassisk rastepladsmenu, der udover et stykke formfranskbrød med 3 stykker rullepølse, løg og lidt sky, også bestod af en kop kaffe i et hvidt stort porcelænskrus og så selvfølgelig en flad bake-off-snegl med hvid glassur.

uha - en lækker menu til hele DK

Vi var omgivet af forskellige folk, og hvis man ville lave en demografisk analyse af DK var stedet et godt udgangspunkt – der var to blå-skjortede unge og fremadstræbende erhvervsfok der planlagde næste slagsmødes strategi, der var en sønderjysk lastbilchauffør der talte i telefon med sin vognmand, der var 4 pensionister der diskuterede brugte bilers rentabilitet og så var der Max og jeg, der endnu engang gentog dagens taktik: en almindelig langsom runde for at se ruten an, deltagelse i stafetten som endnu en opvarmningsrunde og så ellers fuld gas til det individuelle løb. Stafetten var i år ændret til, at være en omgang til hver af de to deltagere på et stafet-hold, og Max og jeg havde meldt os til både som et stafet-hold og til det individuelle løb. Efter endnu en tur på nordjyske motorvej, ankom vi til Ålborg Kaserne, og efter at Max havde indført mig i rekruttidens pinsler fandt vi om til området hvor stævnet skulle afholdes. Vi linkede op med de andre fra FSNKAR (Flyvestation Karup, hvor jeg pt. er tilknyttet), fik IFK-trøjerne på og begav os ud på den første prøverunde. Ruten var en ny-anlagt rute, og vi var lidt nysgerrige på hvordan de 130 højdemetre skulle fordele sig, da der ifølge MX og hans rekrut-historier ikke var særlig store høje at bestige. Det viste sig at ruten var rigtig fed: den mindede på mange måder om de lækre singletrack-stykker i Slettestrand med dens mange små listige sving, de mange små ændringer i terrænet var udnyttet på bedste vis, så det var en rute man i den grad skulle være vågen på. Ruten var 4,7 km lang  og arrangørrene regnede med køretider for de hurtigste på ca. 15 minutter. Efter prøverunden var det tid til ryttermøde, hvor de sidste dessiner, til både stafetten og det individuelle løb blev givet, og efter yderligere 15 minutters trilleri, stod jeg kl 1100 klar til at køre ud som første mand på stafetten. Under trilleriet havde vi lige endnu engang gentaget taktikken: stille og roligt på stafetten og så ellers fuld gas til det individuelle løb, og som det altid går med planer i forsvaret gik det også denne gang: de holder til første møde med fjenden, og da fjenden var alle de andre i feltet var der ikke andet at gøre end at give FULD GAS da starten gik, Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det, men måske er det bare race-genet i mig, der fik overmagten. Der stod 33 ryttere til star, og efter 400 meter lå jeg nummer 2. I løbet af startloopet havde jeg godt hørt noget gearknas, men tillagde det ikke større betydning – en beslutning jeg senere skulle komme til at revidere!! Den førende rytter trak væk, og jeg bestemte mig for at holde farten så høj som muligt, for liiiige at teste mig selv. Jeg lavede hul bagud, og sad og åd mig selv – tænk at jeg nu lå nummer 2 i et cykelløb!! Efter 3 km skete det der som gearknaset unde startloopet havde varslet: jeg kom hen i mod en rytter der sad og fedtede med sit gear, og jeg troede egentlig at det var en individuel rytter der var ude på en prøvetur, men da jeg kom nærmere kunne jeg godt se han havde rødt nummer 6 på ryggen, og at han derfor var ham der indtil da havde ført løbet. Nu var der kun en foran ham, og det var mig….. Jeg førte løbet, og det gav selvfølgelig endnu mere fart i cyklen. Jeg kom hen mod afslutningen af ruten, og kørte ind på cindersbanen, hvor Max stod klar. Vi klappede hinanden i hånden og han røg af sted med ligeså meget gas som jeg kom ind med. Jeg fik vejret igen og manden med nummer 6 på ryggen kom løbende ind og fik sin makker sendt afsted. Han havde fået en gren i skifteren, og mine tanker røg straks tilbage til de mange gange jeg har haft defekter til diverse nightrides, ohvor der var langt mere end placeringer på spil. I dag var det min tur til at trække det længste strå i grej-lotteriet: i dag var det ikke mig der skulle sættes ud af spillet pga en defekt, så jeg havde på ingen måde svært ved at nyde halv-løbets 1.plads. Efter 16 minutter kommer Max alene ind mod mål, og vi krydser sammen målstregen som vindere af stafetten – en helt sjov fornemmelse at vinde et cykelløb.

To stolte vindere!!

Efter at have fået talt af om vores fælles sejr, var det tid til at gøre sig klar til det individuelle løb. Løbet bestod for A-feltet af 5 omgange på den fede rute, så det var med udsigt til 1 time og 25 minutter i det røde felt, at vi stod klar på startlinjen. Starten gik ned af en græsmark med en indsnævring før et et skarpt venstresving ledte os ind på ruten. Hele feltet stod på en række, så igen var det bare med at komme frem i feltet for at undgå for meget kø når vi ramte det første singletrack. Lige inden svinget fandt jeg mig selv som nummer 4 (!!) og da vi kom ind på ruten blev jeg overhalet af et 3 ryttere og lå således nummer 7. Jeg lagde mig på hjul af den bageste og de to foran ham trak ligeså stille fra os. Jeg havde jo erfaringen fra stafetten med i baghovedet og tænkte at løbet ikke skulle afgøres på første runde. Makkeren foran mig var enig, og vi lod således hinanden forstå, at så længe vi ikke havde længere op til de to foran os, end 50 meter var tempoet fint for os begge. Jeg havde det fint og havde overskud til drikke de rigtige steder på ruten, så min takttik om bare at sidde med fungerede fint. Da vi krydser mål 1. gang har vi 15 sekunder op til 4. pladsen, så alt er på dette tidspunkt muligt. Midt på 2. omgang sker det det ikke må ske: jeg taber luften i mit baghjul! Jeg kører over en lille høj, kører ned på den anden side, og drejer i bunden. Rundt i svinget skrider baghjulet ud og den trælse lyd af et hjul der smider al luft er ikke til at overhøre. Jeg udtrykker min misbehag og svarer min følgesvends spørgsmål, om jeg er ok, med et ”PIS-LORTE-HJUL!!” Han kører væk, og jeg må sande at det i dette løb er mig der rammes af en defekt. Jeg forsøger at pumpe luft i, men kan ikke få dækket til at springe på plads. Jeg overvejer at smide min slange i, men da der efterhånden er kørt for mange andre ryttere forbi, beslutter jeg mig for ikke at gide lave forsøget med at komme op igen. Jeg indstiller mig på at trække cyklen hjem til mål, og så ellers heppe på Max og de andre deltagere. Da den forreste rytter passerer mig 2. gang, og Max endnu ikke har været forbi, lurer jeg på hvad der er sket for ham. Vi mødes lidt senere ved mål, og han beretter at han, om muligt har været mere uheldig end mig: Han var punkteret efter 300 meter og havde på uheldigste vis revet ventilen i hans reserveslange i stykker – NEDTUR for de to SIF-drenge der ellers havde skruet op for forventningerne til det individuelle løb.

Efter 01:15 kom vinderen ind, og da det var tid til præmieoverrækkelse stod vi klar!! Vi fik vores præmie, og blev klappet af – en hel sjov fornemmelse!! Hverken Max eller jeg havde før prøvet at vinde noget som helst sport, så jeg tror begge vi havde fornemmelsen af en lille smule stolthed inden i os.

For nu at slutte cirklen omkring forkortelserne i forsvaret, og runde beretningen af som den startede, havde jeg ikke den samme opfattelse af forkortelsernes brugbarhed, hvad MTB-løb angår. Jeg var ikke klar på at køre en forkortet udgave af løbet, og jeg håber at tilskrive forkortelsen til mit TL-setup. Jeg havde en lusket fornemmelse af, at baghjulet tabte lidt luft, og dermed lettere gled af fælgen, og må nok desværre indrømme at jeg glemte at måle lufttrykket inden starten på det individuelle løb.

En stor fejl fra min side, som jeg ikke laver igen……

TAK til Max for en fed fed dag på sporet!!

1. En TIDLIG kop morgenkaffe hos The Frandsens
2. Hjemmebagte boller, med nylagte og blødkogte æg fra hønsene i haven, til morgenmad
3. Lækker formiddagskaffe sammen med Charlotte og Politikken
4. Lidt hyggeligt havearbejde i samarbejde med Karl-Emil
5. To omgange på GIANT’en i Nordskoven
6. En klassisk søndagskøretur med familien – idag på planteskolen…..
7. Pizza fra Roma til aftensmad – med en god rødvin til
8. Den som Dræber, efterfulgt af DaVinci-mysteriet på flimmerkassen her til aften, kombineret med den samme lækre kaffe og en af de sidste TWIX fra Frankrigsturen
9. Udsigt til et besøg fra en ældgammel ven i morgen formiddag

Bo og jeg havde aftalt at følges ad så lang tid det gav god mening, og da det gav god mening, at han hentede mig kl 0945, stod jeg klar 0940 til at blive hentet af ham!! Vi startede i elite-feltet, der bestod af omkring 90 ryttere, udaf de knap 1000 (!!) tilmeldte til løbet. Vi skulle køre distancen på 76 km, og jeg var helt fokuseret på at gennemføre så hurtigt som jeg kunne.

Nå, starten gik kl 1030, og vi sad med i forskellige grupper indtil vi nåede den yderste del af Vesterskoven. Vi endte med at sidde sammen med en lokal rytter (Erik Vind??), en sjællænder (Lars Bo Hansen fra DMK??), samt en blå gut (Kent Jensen, Næsby??), som jeg ikke fandt ud af hvem var. CN-drengene var væk foran os, så dem havde jeg skudt en pil efter at slå, men Morten Q og Anders WH lå hvor de skulle: bag os!! Bo og jeg skiftedes til at føre kvintteten an, og vi fik hurtigt fornemmelsen af at være ovenpå. Især på nedkørslerne trak vi fra, og kunne således slappe lidt af i bunden indtil resten af holdet kom op igen. Da vi kom til første depot ved Almindsø, holdte vi ind og fik lidt nyt drikke samt en banan med, og efter et godt arbejde af Bo kom vi op til de andre igen. På 2. sløjfe fik de andre lov at trække lidt mere, og vi lagde os lidt længere bagud for at nyde den læ de andres arbejde gav. Undervejs på samme sløjfe, stødte vi flere gange ind i Max fra klubben, der havde valgt at agere flaske-langer for os – fedt med nye flasker uden at skulle stoppe op i depoterne. I slutningen af sløjfen kom vi op til Rasmus fra CN – det var en stor fornøjelse at passere ham og det gav selvfølgelig lidt ekstra krudt i benene. Vi sad stadig de samme 5 sammen, og Bo og jeg selv forsøgte at holde os fra fronten af gruppen. Pludselig tog fanden ved Lars Bo – jeg hørte lige han sagde til Erik V., at ”der er jo ikke så langt tilbage, så hvorfor sidde og spare sig?” Han trådte en voldsom klinge an, og Bo og jeg hoppede med på vognen. Mr. Blue røg fra inden vi nåede kolonihaverne, og da vi kom til trappen lige inden jernbanebroen gav Lars Bo den lige en ekstra tak på motoren og Erik røg fra. Nu sad vi 3 tilbage og jeg kunne godt mærke at jeg var ved at være træt i stængerne. Lars Bo trak fra, og så var Bo og jeg alene. Lige inden vi ramte Mur de Huy – eller bare muren, som er en stejl stigning på 150 meter, dukkede Mads fra CN op. Det var fedt at køre forbi ham, og hvis jeg havde haft luft til det, havde jeg nok liiiiige sendt en smart bemærkning efter ham….. Bo blev hos mig, og fik mig trukket tættere på mål. På toppen af muren dukkede Jeppe fra klubben op foran os, og han var så vores næste mål. Jeg var helt færdig og fik efter lang tids kæmpen overtalt Bo til, alene, at forsøge at fange Jeppe ind. For mit eget vedkommende handlede de sidste 5 km om ikke at vælte eller køre forkert. I Resenbro kom vi ind på et stykke singletrack, som er det værste jeg længe har kørt. Jeg var SÅ træt, jeg var SÅ vant til at køre på en bred grusvej, jeg havde SÅ længe kørt med låst gaffel og jeg havde pumpet min bagdæmper SÅ hårdt, at det var ren og skær overlevelse at komme igennem de 450 meter med et spor og ujævnt underlag. Jeg kom i mål og havde kun overskud til at smide mig på ryggen, og bede Aaboe holde mine ben over mit hoved – smadret men glad og godt tilfreds med min indsats. Uret sagde 3:09:22, men tidstagningen sagde 3:03:15 – det rakte til en 43. plads i elite og en 47. plads i motion. Bo nåede op til Jeppe, og slog både ham og Lars Bo lige inden mål – GODT KØRT BO!!.

En træt mand på vej i mål - tak for lån af billedet.......

Tak for en god dag i skoven. Næste år er jeg forhåbentlig igen at finde på startlinjen. Jeg ser ikke løbet som MTB-løb, men mere som et landevejsløb på MTB i skoven. Det var sjovt at opleve det at ligge i en gruppe, og få en fornemmelse af spillet om at trække og ligge på læ de rigtige steder, men oplevelsen af MTB-løb, fik jeg ikke. Den gemmer jeg til den sidste weekend i påsken, hvor slettestrand.dk byder op til XC-race i DK’s næstfedeste MTB-terræn

Sidste gang jeg havde fornøjelsen af at besøge området, var for 2 år siden: Skjødt og jeg, var dengang enige om at gøre en god figur i løbet, og ville således forberede os optimalt, ved at køre ruten igennem inden start – en god måde at lære ruten at kende på, og en god måde at få blodet i sving på. De to jubel-idioter fra SIF-Cykling glemte bare lige at komme helt igennem ruten inden starten gik, så 200 meter inden mål, hørte vi Frank Q tælle ned, og da vi kom ned til start-området var det eneste vi så, ryggen af de ca. 100 ryttere der var halvvejs oppe af startbakken (læs mere om fadæsen her: http://longbutt.files.wordpress.com/2009/04/er-jeg-7-eller-37-ar.pdf)

Tilbage til nutiden:

Ruten var ændret lidt fra forrige år, men indeholdte flere af de gode kendte stigninger og nedkørsler som området deroppe er kendt for.

Bo og jeg stod klar på startlinjen, og fik straks øjenkontakt med Jan Vestergaard fra Cycling Viborg. Jan er fast deltager til Nightridecuppen, og da han, resultatsmæssigt, plejer at lægge sig mellem Bo og jeg var der jo lidt på spil. Han røg således også af sted forbi Bo og jeg, og da han var på hjemmebane, vinkede jeg mentalt farvel til ham, og koncentrerede mig om at holde fat i Bo, der er godt kørende for tiden (- ja eller hele tiden…) Planen om at holde fast i Bo holdt lige indtil han kørte væk, og jeg var ladt alene tilbage. Mette Kronborg og Allan Geertz kom op bagfra og kørte forbi, og jeg brugte min energi på at holde kontakt til dem. De var begge stærkere end jeg, men jeg holdt på, og satsede på at de lavede en eller to fejl, der kunne give mig chancen tilbage. Den der venter, er nogle gange heldig, og det var altså tilfældet denne søndag i Februar: på en kløftet nedkørsel røg de begge ned, og (ATT: Mette K:) EFTER AT JEG HAVDE KONSTATERET, AT DE BEGGE VAR OKAY, kunne jeg køre forbi, og det lykkedes mig at holde dem bag mig resten af løbet. Til min store forundring og ikke mindst glæde, dukkede Jan også op foran mig, og også ham fik jeg hentet – det gav overskud på kontoen, et overskud der ligesom i Amager Bank skal bruges hurtigst muligt, da jeg nok skal påregne at betale tilbage til næste afdeling af Natterideningscuppen – indtil da: Tak for lånet Jan – send ikke for store inddrivningsmænd!! Jeg blev mere og mere træt, men tanken om at blive hentet af dem der lå bag mig fik det sidste vredet ud af stængerne og godt hjulpet på vej af Kristian Axelsesn og Simon Q’s vanvittige råben og skrigen, kom jeg, som alle de andre deltagere, i mål efter en god tur……

Fra klubben/hangarounds var også Mads T (3’er i ungdom), Morten Q (2’er i ungdom), Mogens L (10′er i H40), Mærkedahl (8’er i Herre), Skjødt (33’er i Herre), HV (28’er i Herre) og The Laugesens (4’er i Herre og 4’er i ungdom) til stede. Bo blev 15’er i Herre, Mette blev 1’er i Dame (!!) og jeg selv blev 19’er i Herre. Max og Laurids havde taget kameraet med, og fik fanget billeder af os alle i svedige og koncentrerede øjeblikke. Fam Qvortrup (-) stod for det officielle, og Cycling Viborg havde gjort et godt forarbejde med ruteplanlægning samt uddelegering af suppe-opgaven.

Tak for en god dag i sporet!!

/M

Mens alt er fint og godt..... - og se lige cyklen!!

Vi mødtes som sædvanligt kl 1900 ved pølsehuset ved Trianglen, tidligere kendt som Trosborgs, nu ikke-kendt som ”Sonnys Place” eller sådan noget lignende…. (!! – endnu et eksempel på Silkeborg og byens borgeres holdning til gamle ting og traditioner – PINLIGT!!) Lige inden afgang mod skoven, så jeg lille søde Rasmus Froberg – drengen der på 3 måneder er gået fra at være en lille dreng der bruger sin fritid på at cykle ture i skoven med sin far, til nu at være en ung mand, der istedet bruger sin tid på facebook, hvor han, optaget af piger samt sin nye frisure, skriver ting som ” wuuut? ” og ” jeg elsker justin beiberz♥” samt synes godt om eksempelvis ”Pringles” og ”Google er som den hjerne jeg aldrig fik ” – Utroligt som tiden går hurtigt for ungdommen i dag!!!

Efter ”Gensyn nummer 1” var det tid til at Jeg, efter aftale med denne uges rutelægger Max, ledte an til Korsdalshus oppe i Norskoven, hvor starten skulle gå. Da vi ankom til pladsen havde Max disket op med bål, petroleumslamper og en rigtig Nordskovs-rute: en lang og svedig nedkørsel, et fladt og teknisk forbindelsesstykke, en lang og svedig opkørsel, og så endnu et fladt teknisk forbindelsesstykke. Ruten var 1,8 km lang og indeholdt 65 højdemeter pr omgang – en rute der var fed og megalækkert lagt, men IKKE en rute der stod øverst på min ønskeseddel: jeg bliver aldrig venner med lange og seje opkørsler – jeg er simpelthen for tung og stor!!

Nå – løbet blev efter et lille startloop sat i gang, og jeg så mig selv som nummer 4, med Alexander, Mærkedahl og Anders WH foran, og med Bo lige bag ved mig. ”YES” tænkte jeg – ”alt er i sin skønneste orden og jeg skal bare holde på, og så lige før mål sige farvel til Bo, når han iværksætter sit slangebid og kører væk i hans vanlige sikre stil. På det flade stykke i bunden, midt på 2. omgang ud af 6, kan jeg godt mærke at det ikke kun er Bo der er lige bag mig. Vi får kommunikeret frem og tilbage om hvem der er med , og det lille tog består foruden Bo og jeg af, Jan Vestergaard fra Cycling Viborg, Rasmus WH og så (Gensyn nummer 2) Peter Pedal. Peter har holdt sig væk fra alle de ture jeg har været med på i det sidste års tid (nok pga frygtfor små drops – hehe…….), så det var rart at køre med ham igen. Sidste afdeling kørte jeg fra Jan og Rasmus, så det var Peter der var den ukendte i går. I slutningen af opkørslen mente Jan at tempoet var for lavt, så han satte fra, og træk Peter og Bo med. Rasmus var forinden faldet fra, så jeg var nu alene. De tre andre kørte væk og min største frygt var nu at Rasmus kom op til mig igen. Jeg lå i det røde felt og havde absolut INTET ekstra at dele ud, så de gange hvor jeg nærmede mig Jan og co, vidste jeg at de kørte væk igen – totalt demoraliserende. Dog intet ift det næste gensyn: Gensyn nummer 3…… Jeppes lys er en klassisk SILVA-lampe, så da jeg på et tidspunkt så et brunligt lys komme op bagfra, tænkte jeg at Jeppe alligevel var stillet til start, og da han er hurtigere end mig, var jeg ikke overrasket over at han kom op til mig. Da han kørte forbi mig, kunne jeg se at det var Morten Q og ikke Jeppe. Morten startede sit løb ved at spørge om han ikke kunne køre i børnerækken, og så endte han løbet med at overhale mig – gensyn nummer 3 var således med mindre glæde end de andre gensyn denne aften. Tænk sig at blive overhalet af en dreng der mener han er et barn!! – jeg er ved at blive for tung, og må nok indse at jeg ikke er så hurtig mere!! Skidt med det…… Resten af løbet gik som det skulle: Jan og Morten lå 50-100 meter foran mig (jeg nupper jer forhåbentlig næste gang!!), ikke flere overraskelser, ikke flere overhalninger og ingen styrt. Jeg kom i mål som nummer 8 – tillykke til Bo med 3.pladsen….

Bålet før løbet.....

Efter løbet kom Gensyn nummer 4: Under bålhyggen ”hørte jeg en stemme som jeg synes at jeg genkendte” (citat Østkyst Hustlers, Verdens længste Rap”) Det var Kristian Skjødt der efter en lang vinter i hi nu endelig er kommet i skoven igen. Dejligt, dejligt, dejligt at se ham igen også!!

TAK til Max for et godt setup og tak til alle for et godt løb!!

Næste gang håber jeg på lidt bedre bid i nakken på Bo, Peter, Morten og Jan ( – lad nu være med at lave de 200 højdemeter du talte om, Alexander!!)

Vi ses

Michael

Heldigvis er isen nu ved at være væk her i Silkeborg, og det er bare dejligt!! I går var jeg ”vært” for en rundvisning af et par gutter fra TMC, Carsten og Kristian. Carsten havde lagt et spørgsmål på www.singletrack.dk hvor han spurgte til sporenes tilstand i Silkeborg-området, og da jeg hylder princippet om at vise sine lokale spor frem, var det oplaget for mig at tilbyde dem at køre med på min, i forvejen, planlagte søndagstur.

Vi mødtes kl. 10 som aftalt, og så gik det ellers mod Sletten/Himmelbjerget. Vi havde en god tur, fik kørt 34 km og havde en hyggelig tur, hvor vi fik fortalt lidt røver historier, udvekslet erfaringer og sidst men ikke mindst talt lidt MTB. Udbyttet for mig var en invitation til at komme til Mols, med lovning på en eller flere erfarne og lokalkendte guider – lige til ”Byt et spor”

Sneen har heldigvis ikke været så stor en forhindring her i området, så jeg har egentlig fået passet min træning rimeligt godt – flere ture på min egen rute fra nightridecuppen, et par lange ture ala den i går, og så ellers lidt småture i Nordskoven.

Siden sidste indlæg er der også sket lidt på materiel-siden, idet den sidste del på cyklen er blevet skiftet ud. Nick fra Cykelhjørnet ringede forleden og fortalte at den nye xtr-forskifter var ankommet fra Japan. Mig afsted til smeden, og så ellers nyde looket af endnu en fed del på rammen. Nu er cyklen næsten komplet som jeg gerne vil have den – jeg er ude i overvejelser om en længere frempind, men vil forsøge at låne mig frem til en test-pind inden jeg iværksætter et køb. Chainreactioncycles.com har sendt en ny flaskeholder til mig – i blank alu, ligesom maestro-linket, mine styrfittings og bremserne – nice look! Faktisk mangler de også at sende endnu en lille ting til mig: Shimano XTR ISpec Direct Attach Conversion Cover, som kommer til at give cockpittet et udpræget minimalistisk præg, med kun en holder til skifte- og bremsegreb. Den er ikke kommet på lager endnu, men forventes at være i UK omkring den 30/1

På onsdag, er det endnu engang tid til at få lygten tændt til endnu en udgave af onsdags-VM – jeg glæder mig!!!

/M

Søndagens tur gik i selskab med Jesper F og Allan G til Himmelbjerget. Turen indeholdte alle de kendte og lede stigninger (Dronningestolen, HC Andersens Bænk, Åsen, Bagom Åsen, Knøsen og så selvfølgelig Himmelbjerget), og kan ses her

Det eneste sted der var for meget sne var et stykke singletrack, der kører på kanten af en bakke – her havde sneen føget så meget at der et par steder lå små driver, med frosne fodspor i – ialt 100 meter

Tirsdagens tur gik, sammen med The Würglers og MTB-Jeppe, ud omkring Sønderskoven, og indeholdte alle de listige stier, stigninger og småspor der er i den ende af skoven. Igen var der ikke problemer af nævneværdig størrelse, og da vi tre passer godt sammen, rent tempomæssigt, gav vi den gas stort set hele vejen….

Ruten vi kørte kan ses her:

Nok for nu – kom ud på cyklen, ned med dæktrykket og så ellers derudaf!! – det er MEGAFEDT!!!

/M

Da vi i går aftes havde 4. afdeling af klubbens nightridecup, skulle min nye cykel (Giant Anthem) have sin ild-dåb i løbstempo. Jeg havde selv lagt ruten – en rute der bestod af små listige opkørsler, lækre nedkørsler, et enkelt højt drop (50 cm) og så et klassisk bumpet skovbundsstykke, der var indrettet som singletrack i dagens anledning. I sommers kørte jeg ruten på min hardtail, og på trods af sneen i går, må jeg klart erkende, at grebet, fornemmelsen, og flowet i cyklen var markant bedre på Giant’en. Især i de skarpe sving, på nedkørslerne samt på det bumpede skovbundsstykke kunne jeg mærke forskel. Fornemmelsen af at kaste sig ind i svingene, og så bare vide (og mærke, ikke mindst) at man har begge dæk godt nede i underlaget, og ikke flyvende en centimeter eller to over underlaget, gør at jeg havde lettere ved at holde farten rundt i de skarpe 90 og 180 graders sving. På samme måde følte jeg det når det gik nedad, over rødder og andre bump: dækkene var i jorden og fornemmelsen af cyklen var i den grad præget af kontrol. På det bumpede skovebundsstykke var det helt fantastisk, ikke at mærke de stød, jeg efterhånden havde vænnet mig til fra hardtailen. Den energi man tidligere brugte på at stå op i pedalerne, kan nu bruges til at træde ned i pedalerne.

Grejet spiller selvfølgelig også en stor rolle, når man nu har købt en ny cykel. Alexander Laugesen spurgte mig i går om det nye 2011-XTR var godt, og jeg kan kun sige: ja! Godt nok har jeg ikke det store sammenligningsgrundlag, men fornemmelsen af gearskiftene, der bare stille og sikkert gled frem og tilbage mellem de 10 tandhjul på kassetten, sammen med de helt faste og kontante bremser, gjorde at cyklen reagerede 100% som jeg forventede og som jeg ville have den til at gøre: fuld kontrol og ingen spild af kræfter på dårlige gearskift – NICE…….

Nå – hvordan gik løbet i går så??

Sidste afdeling gik jo med at Jeppe og Bo lå i mit hjul på 2 af de 3 omgange, for til sidst at trække fra og dele rovet mellem dem: 130 point til Jeppe, 110 til Bo, og så 100 til mig. De helt hurtige havde forinden delt de helt høje tal, så 4., 5. og 6. pladsen skulle deles ud mellem os tre. I går var en gentagelse, bortset fra at vi denne gang fik lov at dele 3., 4. og 5. pladsen. Samme scenarie som sidste gang – jeg røg afsted sammen med de to andre. Eller rettere Jeppe og jeg røg afsted, og Bo brugte lidt tid på at komme i gang. Han nåede op til os andre – jeg var (igen) mega-frustreret over at ligge i front i trioen med en puls på 97% af max, og så ellers bare høre de to følgesvende føre en lang og grundig samtale om vejr og vind……. Bo slog til på 5. af de 7 omgange, Jeppe kørte med men nåede ikke op til Bo, der således fik 150 point, og efterlod 130 til Jeppe og 110 til mig.

Ruten viste sig at være ret fed, og så Max skrev på forum var det en hyggelig afslutning med varm kakao i min kælder efter løbet.

Jeg glæder mig allerede til næste gang – 22/12 kl 1900 ved Trosborgs

/M

mmmm…..

/M

Pakken fra Shimano kom idag, og Nik har brugt formiddagen på at montere – og sådan her ser det ud:

Mit forhjul skal have nyt nav, da gaflen er med 15 mm aksel – det kommer i morgen, så om alt går vel er jeg på cyklen i morgen eftermiddag!!!!! – JEG GLÆDER MIG!!!!

- og som en ekstra torsdagsbonus stødte jeg lige på Jacob Fuglsang der skulle have et sæt skærme……. (som den teenager jeg er spurgte jeg om et billede, og stjernen sagde: ja da!!”

Så bliver dagen vist ikke bedre!!!!!!!!!!!!!!!!

/M