FM MTB DMIF hos JGKI i HVO-ØTN ved AALKAS – DTG 281100 A APR

Det danske forsvar er en stor forkortelse, og for nu at lette låget til hvad overskriften indeholder, handler dette indlæg om:

”Forbundsmesterskaberne i mountainbike, under Dansk Militær Idrætsforening hos Jægerkorpsets Idrætsforening i Hvorup Øvelsesterræn ved Ålborg Kaserner – den 28. april kl 1100”

Forkortelser er med til at gøre livet lettere, for dem der kender dem. Når man bruger forkortelser, behøver ikke skrive alle bogstaverne i ordet, og når alle har den samme opfattelse af en forkortelse, sparres der faktisk mange kræfter ved at bruge den pågældende forkortelse.

Hjemme hos os, træner vi engang imellem enkelte militære forkortelser, såsom TMG, LMG, PMV og IKK. Jeg har jo en fortid i systemet, og det er derfor helt naturligt, at Charlotte ved hvad de fire ovennævnte forkortelser står for. Det gør hun og faktisk har hun så meget hang til militære forkortelser, at hun engang imellem forsøger at oversætte diverse skrivelser, jeg, som aktiv reserveofficer, modtager.

At torsdagens løb skulle vise sig at blive en forkortelse, vidste hverken Max eller jeg da vi, kl 0800, pakkede min cykel ind i hans Ford, der allerede husede Max’s Trek Top Fuel. Vi satte kursen mod Ålborg, og nåede ca 45 minutter senere rastepladsen ved Randers Syd. Det er en fantastisk plads – den indeholder alt det en rasteplads skal indeholde: p-pladser fyldt med tyggegummiklatter, toiletter der lugter fælt, og sidst men ikke mindst et cafeteria med en klassisk Merrild kaffe-automat. Vi bestilte en klassisk rastepladsmenu, der udover et stykke formfranskbrød med 3 stykker rullepølse, løg og lidt sky, også bestod af en kop kaffe i et hvidt stort porcelænskrus og så selvfølgelig en flad bake-off-snegl med hvid glassur.

uha - en lækker menu til hele DK

Vi var omgivet af forskellige folk, og hvis man ville lave en demografisk analyse af DK var stedet et godt udgangspunkt – der var to blå-skjortede unge og fremadstræbende erhvervsfok der planlagde næste slagsmødes strategi, der var en sønderjysk lastbilchauffør der talte i telefon med sin vognmand, der var 4 pensionister der diskuterede brugte bilers rentabilitet og så var der Max og jeg, der endnu engang gentog dagens taktik: en almindelig langsom runde for at se ruten an, deltagelse i stafetten som endnu en opvarmningsrunde og så ellers fuld gas til det individuelle løb. Stafetten var i år ændret til, at være en omgang til hver af de to deltagere på et stafet-hold, og Max og jeg havde meldt os til både som et stafet-hold og til det individuelle løb. Efter endnu en tur på nordjyske motorvej, ankom vi til Ålborg Kaserne, og efter at Max havde indført mig i rekruttidens pinsler fandt vi om til området hvor stævnet skulle afholdes. Vi linkede op med de andre fra FSNKAR (Flyvestation Karup, hvor jeg pt. er tilknyttet), fik IFK-trøjerne på og begav os ud på den første prøverunde. Ruten var en ny-anlagt rute, og vi var lidt nysgerrige på hvordan de 130 højdemetre skulle fordele sig, da der ifølge MX og hans rekrut-historier ikke var særlig store høje at bestige. Det viste sig at ruten var rigtig fed: den mindede på mange måder om de lækre singletrack-stykker i Slettestrand med dens mange små listige sving, de mange små ændringer i terrænet var udnyttet på bedste vis, så det var en rute man i den grad skulle være vågen på. Ruten var 4,7 km lang  og arrangørrene regnede med køretider for de hurtigste på ca. 15 minutter. Efter prøverunden var det tid til ryttermøde, hvor de sidste dessiner, til både stafetten og det individuelle løb blev givet, og efter yderligere 15 minutters trilleri, stod jeg kl 1100 klar til at køre ud som første mand på stafetten. Under trilleriet havde vi lige endnu engang gentaget taktikken: stille og roligt på stafetten og så ellers fuld gas til det individuelle løb, og som det altid går med planer i forsvaret gik det også denne gang: de holder til første møde med fjenden, og da fjenden var alle de andre i feltet var der ikke andet at gøre end at give FULD GAS da starten gik, Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det, men måske er det bare race-genet i mig, der fik overmagten. Der stod 33 ryttere til star, og efter 400 meter lå jeg nummer 2. I løbet af startloopet havde jeg godt hørt noget gearknas, men tillagde det ikke større betydning – en beslutning jeg senere skulle komme til at revidere!! Den førende rytter trak væk, og jeg bestemte mig for at holde farten så høj som muligt, for liiiige at teste mig selv. Jeg lavede hul bagud, og sad og åd mig selv – tænk at jeg nu lå nummer 2 i et cykelløb!! Efter 3 km skete det der som gearknaset unde startloopet havde varslet: jeg kom hen i mod en rytter der sad og fedtede med sit gear, og jeg troede egentlig at det var en individuel rytter der var ude på en prøvetur, men da jeg kom nærmere kunne jeg godt se han havde rødt nummer 6 på ryggen, og at han derfor var ham der indtil da havde ført løbet. Nu var der kun en foran ham, og det var mig….. Jeg førte løbet, og det gav selvfølgelig endnu mere fart i cyklen. Jeg kom hen mod afslutningen af ruten, og kørte ind på cindersbanen, hvor Max stod klar. Vi klappede hinanden i hånden og han røg af sted med ligeså meget gas som jeg kom ind med. Jeg fik vejret igen og manden med nummer 6 på ryggen kom løbende ind og fik sin makker sendt afsted. Han havde fået en gren i skifteren, og mine tanker røg straks tilbage til de mange gange jeg har haft defekter til diverse nightrides, ohvor der var langt mere end placeringer på spil. I dag var det min tur til at trække det længste strå i grej-lotteriet: i dag var det ikke mig der skulle sættes ud af spillet pga en defekt, så jeg havde på ingen måde svært ved at nyde halv-løbets 1.plads. Efter 16 minutter kommer Max alene ind mod mål, og vi krydser sammen målstregen som vindere af stafetten – en helt sjov fornemmelse at vinde et cykelløb.

To stolte vindere!!

Efter at have fået talt af om vores fælles sejr, var det tid til at gøre sig klar til det individuelle løb. Løbet bestod for A-feltet af 5 omgange på den fede rute, så det var med udsigt til 1 time og 25 minutter i det røde felt, at vi stod klar på startlinjen. Starten gik ned af en græsmark med en indsnævring før et et skarpt venstresving ledte os ind på ruten. Hele feltet stod på en række, så igen var det bare med at komme frem i feltet for at undgå for meget kø når vi ramte det første singletrack. Lige inden svinget fandt jeg mig selv som nummer 4 (!!) og da vi kom ind på ruten blev jeg overhalet af et 3 ryttere og lå således nummer 7. Jeg lagde mig på hjul af den bageste og de to foran ham trak ligeså stille fra os. Jeg havde jo erfaringen fra stafetten med i baghovedet og tænkte at løbet ikke skulle afgøres på første runde. Makkeren foran mig var enig, og vi lod således hinanden forstå, at så længe vi ikke havde længere op til de to foran os, end 50 meter var tempoet fint for os begge. Jeg havde det fint og havde overskud til drikke de rigtige steder på ruten, så min takttik om bare at sidde med fungerede fint. Da vi krydser mål 1. gang har vi 15 sekunder op til 4. pladsen, så alt er på dette tidspunkt muligt. Midt på 2. omgang sker det det ikke må ske: jeg taber luften i mit baghjul! Jeg kører over en lille høj, kører ned på den anden side, og drejer i bunden. Rundt i svinget skrider baghjulet ud og den trælse lyd af et hjul der smider al luft er ikke til at overhøre. Jeg udtrykker min misbehag og svarer min følgesvends spørgsmål, om jeg er ok, med et ”PIS-LORTE-HJUL!!” Han kører væk, og jeg må sande at det i dette løb er mig der rammes af en defekt. Jeg forsøger at pumpe luft i, men kan ikke få dækket til at springe på plads. Jeg overvejer at smide min slange i, men da der efterhånden er kørt for mange andre ryttere forbi, beslutter jeg mig for ikke at gide lave forsøget med at komme op igen. Jeg indstiller mig på at trække cyklen hjem til mål, og så ellers heppe på Max og de andre deltagere. Da den forreste rytter passerer mig 2. gang, og Max endnu ikke har været forbi, lurer jeg på hvad der er sket for ham. Vi mødes lidt senere ved mål, og han beretter at han, om muligt har været mere uheldig end mig: Han var punkteret efter 300 meter og havde på uheldigste vis revet ventilen i hans reserveslange i stykker – NEDTUR for de to SIF-drenge der ellers havde skruet op for forventningerne til det individuelle løb.

Efter 01:15 kom vinderen ind, og da det var tid til præmieoverrækkelse stod vi klar!! Vi fik vores præmie, og blev klappet af – en hel sjov fornemmelse!! Hverken Max eller jeg havde før prøvet at vinde noget som helst sport, så jeg tror begge vi havde fornemmelsen af en lille smule stolthed inden i os.

For nu at slutte cirklen omkring forkortelserne i forsvaret, og runde beretningen af som den startede, havde jeg ikke den samme opfattelse af forkortelsernes brugbarhed, hvad MTB-løb angår. Jeg var ikke klar på at køre en forkortet udgave af løbet, og jeg håber at tilskrive forkortelsen til mit TL-setup. Jeg havde en lusket fornemmelse af, at baghjulet tabte lidt luft, og dermed lettere gled af fælgen, og må nok desværre indrømme at jeg glemte at måle lufttrykket inden starten på det individuelle løb.

En stor fejl fra min side, som jeg ikke laver igen……

TAK til Max for en fed fed dag på sporet!!